|
Afholdt foredrag Mandag den 14. marts 2005 var der foredrag på Strandingsmuseet i Thorsminde om "Orlogsskibe, 1700- og 1800-tallets skibe samt livet om bord" ved tidligere museumsdirektør Ole Lisberg fra Orlogsmuseet i København. Foredraget, som var arrangeret af Strandingsmuseets Venner, havde stor deltagelse. Det var yderst interessant og gav en fin forståelse af datidens skibe, søslag og det meget barske liv om bord. Der blev desuden draget mange sammenligninger mellem "St. George" og "Defence" og livet om bord. Ole Lisberg var meget begejstret for udstillingerne på Strandingsmuseet og følte sig straks på hjemmebane i forhold til orlogsmuseet. Strandingsmuseets galionsfigurer blev kommenteret og fik flere historier med på vejen. Det førte eksempelvis til historien om, da han for museet i Gøteborg skulle undersøge og registrere 36 galionsfigurer fra Skagen hotel. De blev desværre udført fra Danmark, da de blev solgt på en auktion til en svensk skibsredder, som senere forærede samlingen til søfartsmuseet i Gøteborg. Også Strandingsmuseets udstilling om første verdenskrig fik fine ord med på vejen. Ubådsmodellen af ”U141” fandt han som noget af det allerypperligste inden for modelbyggeri. Også her ved Ole Lisberg hvad han taler om, for som leder af orlogsmuseet havde han i mange år ansvaret for over 350 skibsmodeller. Efter foredraget var der mange spørgsmål fra tilhørerne. Bent Anthonisen Se billeder fra foredraget her. |