
Foredraget blev holdt af Erik Jensen fra Svendborg. Da han blev spurgt om, hvilken indgang han havde til emnet, fortalte han følgende med et smil: Da han for mange år siden flyttede til en af landets mest aktive søfartsbyer, Svendborg, lovede han at forske i søfart. Han regner med på den baggrund, løbende at få fornyet sin opholdstilladelse i byen.
Den fem-mastede bark "København" var et af de største og mest hurtigtsejlende sejlskibe i verden. Den havde 60 meter høje jernmaster og havde et sejlareal på 4646 m/2. Til sammenligning har det store skoleskib "Danmark" kun 1632 m/2
Skibet var bygget af ØK på foranledning af ØK´s stifter, H.N. Andersen, til at uddanne officerer til ØK´s stærkt ekspanderende flåde. H.N. Andersen mente, at det gjorde man bedst i et sejlskib, selv om ØK`s, flåde på det tidspunkt udelukkende bestod af damp- og motorskibe.
Erik Jensen fortalte meget engageret om skibet, tiden, rejserne og mandskabet på godt og ondt. Vi kom tæt på flere af de personer, der havde sejlet med skibet på de foregående rejser, men også på de 60 mand, der forsvandt med skibet på den sidste skæbnesvangre tur.
Skibet foretog ti lange rejser i perioden 1921 til 1928. På den tiende og sidste rejse forsvandt skibet ved juletid, med mand og mus i det sydlige Stillehav. Der er aldrig fundet vragrester eller andre spor af det. Den 22. december havde den norske damper "William Blumer" den sidste radiokontakt med skoleskibet "København", hvor man udvekslede julehilsener. Den 23. december kalder det norske skibs telegrafist "København" flere gange uden resultat. Den sidste melding fra "København" aftenen før lød: "Alt vel, roligt vejr".
Der er opstået mange myter om årsagen til skibets forlis. Erik Jensen mener selv, at det mest sandsynlige er, at skibet er kollideret med et isbjerg og derefter sunket meget hurtigt. Skibet var så langt sydpå i Stillehavet, at det var i et område, hvor man kunne møde isbjerge.
Er man interesseret i flere oplysninger om skoleskibet "København", kan man læse mere på Erik Jensens hjemmeside:
http://www.skoleskibet-koebenhavn.dk/
og på
http://www.struermuseum.dk/Koebenhavn/Kobenhavn.htm, hvor der er en del fotografier.
Gert Normann