Mindehøjtidelighed ved Mindestenen
På klitten 1 km syd for Thorsminde samt efterfølgende på Strandingsmuseet
Søndag den 19. dec. 2010 kl. 15.00
Traditionen tro vil Strandingsmuseets Venner igen i år mindes de druknede fra HMS ”St. George” og HMS ”Defence” og fra mange andre katastrofer på havet med en kransenedlæggelse på ved Mindestenen på Thorsminde-Tangen klokken 15.00.
Arrangementet fortsætter herefter på Strandingsmuseet i Thorsminde
Provst Jørgen Eilschou Holm og hustru Birthe fortæller om deres oplevelser hos de danske tropper i Afghanistan.
Vi serverer hybokras. Kaffe og æbleskiver kan købes.
Alle er velkommen. Arrangementet er gratis
Der bæres ordner Strandingsmuseets Venner
Kampen for Strandingsmuseets selvstændighed siden sidst!
Vi har siden sidste nyhedsbrev i juni været gennem mange op og nedture i arbejdet med at få anerkendt Strandingsmuseet som selvstændigt statsanerkendt §15 museum.
I løbet af foråret 2008 blev det klart, at vi ikke kunne komme videre med udviklingen af Strandingsmuseet gennem Holstebro Museums Bestyrelse. Strandingsmuseets Venners repræsentanter udtræder derfor af Holstebro Museums Bestyrelse i 2010.
I juni 2010 var Kulturarvsstyrelsens bedømmelsesudvalg på besøg på Strandingsmuseet for at se nærmere på Museets fysiske rammer med henblik på vurdering vedr. selvstændighed. Strandingsmuseets Venner var repræsenteret med 3 repræsentanter, og vi havde en god dialog med fagfolkene fra Kulturarvsstyrelsen.
Først i september måned kom afslaget på ansøgningen fra Kulturministeren. Vi søger aktindsigt og gør indsigelser pga. en helt urigtig beskrivelse i afgørelsen. Kulturministeren beder Kulturarvsstyrelsen om yderligere oplysninger.
Først i september måned vælger Poul A. Christensen at trække sig fra formandsposten for Strandingsmuseets Venner. Vi er taknemmelige for det meget store arbejde Poul har gjort for at udvikle Strandingsmuseet.
Vi har igennem hele processen haft stor hjælp fra både lokal- og landspolitikere. John Sørensen, John Thorsø og Karsten Filsø har været til meget stor hjælp, ligesom Jens Kirk, Tove Videbæk, Kristian Jensen, Mogens Jensen og ikke mindst Per Ørum har betydet et gennembrud i sagen.
Under forhandlingerne om finanslovsforslaget for 2011 beder Per Ørum om selvstændighed til Strandingsmuseet,
det kommer der følgende tekst ud af:
”Jyllandsslaget fandt sted ud for den jyske vestkyst under 1. verdenskrig med tab af næsten 10.000 menneskeliv. Det er det største søslag, der nogensinde er udkæmpet, og på den baggrund også en vigtig del af den danske kulturarv. Strandingsmuseet i Thorsminde har blandt andet en udstilling om slaget. Strandingsmuseet er i dag organisatorisk en del af det statsanerkendte Holstebro Museum.
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om at undersøge muligheden for at overflytte Strandingsmuseet til det statsanerkendte Fiskeri- og Søfartsmuseum i Esbjerg for blandt andet at styrke Strandingsmuseets fokus på det maritime område. Målet er, at Strandingsmuseet på sigt kan blive et selvstændigt, statsanerkendt museum. Der foretages en evaluering efter to år for at vurdere, hvor langt Strandingsmuseet er i forhold til at kunne leve op til museumslovens krav om stats-anerkendelse.
Forligspartierne er enige om at afsætte 0,4 mio. kr. årligt til Strandingsmuseet, som blandt andet skal anvendes til at styrke museets forskning og samarbejdet med andre museer på det maritime område med henblik på, at museet eventuelt kan opfylde betingelserne for selvstændig statsanerkendelse”
På baggrund af finanslovsteksten og med henblik på at finde en varig løsning har vi haft følgende møder:
Strandingsmuseets Venner havde sidst i november et godt møde med Holstebro Kommunes kommunaldirektør, Lars Møller.
Strandingsmuseets Venner har haft møde med kulturministeriets afdelingschef Sten Kyed, som lovede, at man i ministeriet ville arbejde på højtryk med sagen og komme tilbage med en god løsning, hvorefter vi kunne komme til et møde med Kulturministeren.
Der arbejdes med flere løsningsmodeller. Vi håber på så meget selvstændighed som muligt, evt. på dispensation under vejledning/opsyn fra Kulturarvsstyrelsen.
Følg også fortsat fremover med i sagen på vores hjemmeside www.strandmus.dk
bdk