fredag d. 5. maj
8.00 Afgang fra Thorsminde med opsamling og frokost undervejs
14.00 Besøg på Orlogsmuseet i København
16.00 Afgang mod Karlskrona
19.30 Indkvartering og middag på Firsthotel Karlskrona
lørdag d. 6. maj
10.30 Besøg på Marinemuseet i Karlskrona
15.30 Afgang mod Kalmar
18.00 Indkvartering og middag på Hotel Scandic Kalmar
søndag d. 7 .maj
11.00 Besøg på Kalmar Läns Museum og Kalmar Slot
15.30 Afgang mod Thorsminde med middag undervejs
24.00 Hjemkomst
Med en stor bus, mange ensrettede veje og adgang forbudt for busser var det noget af en bedrift at nå frem til Orlogsmuseet på Christianshavn.
Men det lykkedes, og 23 marininteresserede " venner" blev vist rundt af museumsinspektør Jakob Seerup, som med stor entusiasme fortalte om de store sejlskibe og om, hvordan mandskabet levede ombord på orlogsskibene. Vi hørte også om de kendte søslag og fik en fornemmelse af, hvad der skete i orlogsmarinen og i Danmarks historie for mange år siden.
Orlogsmuseet gør meget ud af at formidle viden til børn og laver arrangementer for børn i alle aldre - lige fra børnehavebørn til elever op til 9. klasse. Vældig inspirerende og noget, der kan overføres til Strandingsmuseet.
På vejen tværs over Sydsverige vendte bussen lige ned omkring kysten ved Hanö Bugten, hvor vi alle nød udsigten til Hanö og det område, hvor "St. George" og de andre engelske krigsskibe havde station i 1811. På Hanö findes der i dag flere rester af gamle bygninger og en kirkegård med grave fra den periode, hvor englænderne brugte øen.
Næste besøg var lørdag, hvor der var afsat en hel dag til besøg på Marinemuseet. Og man må sige, at vi var heldige, for netop lørdag d. 6. maj var der MARINEDAG i Karlskrona med musik og boder. Der var desuden helikopteropvisning, og jeg tror, nogen af os holdt vejret ind i mellem, for det kræver stor ekspertise og nerver af stål at lave de loops, dyk og andre finurlige flyvningsmåder, der her blev vist. Vi så også en redningsaktion udført fra helikopter.
Desuden lå der flere ubåde og marinefartøjer, som vi havde mulighed for at komme om bord på. Der var virkelig mange mennesker på havnen, så der var kø de fleste steder, men nogle af os var om bord på et af de store krigsskibe.
Men besøget startede på Marinemuseet, hvor vi blev budt velkommen af museumsinspektøren. Han startede med et kort oplæg, inden han viste os rundt på museet.
Det viste sig at være et fantastisk museum, med mange modeller og meget levende opstillinger af livet om bord på orlogsskibene.
Udstillingerne var meget inspirerende for både børn og voksne, idet der var mange ting, man kunne afprøve. Eksempelvis kunne man affyre en kanon og se, om man kunne sænke et krigsskib, og der var udklædningstøj, så man kunne blive klædt på som mandskabet.
Under museet var der en tunnel ud under havnen, hvor man gennem glasruder kunne se ud på gamle skibsvrag. Desværre var der mange alger, både i vandet og på ruderne, så det var begrænset, hvor langt ud i vandet man kunne se. Udenfor museet fandtes udstillinger med kanoner, dykkerklokker, ubåde og store museumsskibe,som lå i havnen ved museets kaj.
Vores sidste besøg på turen var Kalmar Läns Museum. Vi besøgte den del af museet, der fortæller om regalskibet "Kronan", som eksploderede og sank i slaget ud for Øland i juni 1676. Af skibets 840 mand overlevede kun 42.
Det er det museum, som Strandingsmuseet bedst kan sammenligne sig med, da begge museer handler om forlis og genstande fra vragene.
I 1980 udførte Kalmr Läns Museum udgravninger ved vraget, som viste sig at være et marinarkæologisk fund i verdensklasse. På museet så vi en dramatisk og fascinerende udstilling med en stor del af de bjergede genstande. Her fandtes alt lige fra store bronzekanoner til hverdagsting som tallerkner, glas, kridtpiber, våben og klæder, for ikke at tale om Sveriges største fund af sølv-og guldmønter.
Det er værd at nævne, at vi fik en fremragende rundvisning af museumsguiden, som talte medlevende, på et let forståeligt svensk.
Han fortalte en lille sjov historie om dansk propaganda. Den danske konge fik udført et maleri af slaget. Det hænger i dag på museet. På maleriet fremhæves de danske skibe og dannebrog i flotte klare farver, hvorimod de svenske skibe og flag både er blege og uanselige.
Inden hjemturen var der mulighed for et besøg på det spændende gamle Kalmar slot, hvilket de fleste benyttede sig af.
Det var en rigtig dejlig tur med hyggelige mennesker og mange gode oplevelser.
Bente Dejligbjerg
Klik på et billede for at få en større udgave af det-

